• Artikler
  • Læserindlæg: Kenneth Mikkelsen – din vestjyske stemme

Læserindlæg: Kenneth Mikkelsen – din vestjyske stemme

Af Tage Møller kampagneansvarlig for Venstres folketingskandidat Kenneth Mikkelsen

Det kommende folketingsvalg handler om at deltage i demokratiet og finde ud af, hvem der fortjener et kryds.
Specielt for vores jyske vestegn er det hamrende vigtigt at få valgt et solidt, erfarent og bundærligt menneske ind i Folketinget.

Må jeg derfor som en halvgammel organisationsmand og kampagneansvarlig anbefale netop Venstres folketingskandidat Kenneth Mikkelsen til den opgave.

Og jeg er ikke alene.

Alle i Venstre bakker Kenneth Mikkelsen op som den person, vi har brug for på Christiansborg, og som Esben Lunde Larsen i øvrigt også har opfordret til at blive sin afløser.

Han har et ordentligt CV, der adskiller sig ved, at han har kæmpet sig hele vejen op, siden han var 14 år.
Kenneth har bevist, at ved hårdt arbejde kan man godt begå sig uden en højere uddannelse og alligevel arbejde sig op til jobbet somserhvervsdirektør i Herning og Ikast-Brande Kommune.

Kenneth Mikkelsen beviser, at han lytter, at han er udadvendt, og at han kan tale med alle, og at han har øje for ildsjæle og frivillige, der gør en stor indsats for vores lokale samfund.

Derudover har Kenneth Mikkelsen stor politisk erfaring og et kæmpe netværk både lokalt og landspolitisk, hvilket har ekstrem stor betydning for os i vest for at blive hørt i øst.

Kenneth Mikkelsen har ikke bare selv en lang erhvervserfaring, han forstår erhvervslivet, ikke mindst landbruget og dets følgeerhverv.

Imidlertid har han også et stort varmt hjerte for de værdier, der særligt tæller i vores allesammens nære virkelighed, som fx vores børn og unges muligheder for at få en god start på livet. Gerne med et ophold på friskole, efterskole og højskole men også ordentlige rammer for pasning og skolegang.

Helt personligt betyder det rigtig meget for mig, at det er et helt almindeligt menneske uden duperende kandidatgrader, der stiller op som folketingskandidat for Ringkøbing-Skjern.

Et menneske der ikke har læst lange titler, men har erhvervet sig en alsidig, gedigen og bred arbejdserfaring.
Det gør, at han ikke bare ligner os andre herude i det vestjysk. Han er en af vores. Derfor ved han også, hvordan vi har det, og hvad vi har brug for.

Sæt kryds ved det bedste valg af kandidat til at repræsentere Ringkøbing Skjern Kommune. For en stemme på Kenneth Mikkelsen er en stemme fra Vestjydsk jord til Christiansborgs bord. Sammen kommer vi længst.