Djøf’ere skaber frygt i vores offentlige system

Som erhvervsdirektør og bestyrelsesmedlem i medlemsorganisationen Dansk Erhvervsfremme er Kenneth Mikkelsen flere gange stødt på den rigide akademiker-kultur.

- Kontrol, kontrol, kontrol – og så skal hver lille ting dokumenteres. Det er helt i hegnet. Hvorfor stiller vi krav om ligegyldig dokumentation, og hvem bruger overhovedet de data, spørger Kenneth Mikkelsen.

Samfund designet af kloner

Den politiske djøf-type, er konsulenter, der ligner hinanden, stort set er lige gamle, drikker den samme kaffe og lever de i den samme boble.

- Og så designer de et system, der slet, slet ikke virker for os andre, pointerer Kenneth Mikkelsen.

Han vil aflive nulfejlskulturen, fordi angst for at lave fejl skaber mere frygt end gavn blandt medarbejdere i det offentlige.
- Nulfejlskulturen forhindrer folk i handle og turde tage ansvar.

- Det på tide, at vi begynder at tale åbent om det, siger han og kræver, at det bliver kortlagt, hvor meget kontrol og dokumentation, der overhovedet er nødvendig.

Løsning er ikke penge

I valgkampen bliver Kenneth Mikkelsen fra flere kanter ofte mødt med kravet om flere penge og flere ressourcer. Både til børne-, ældre- og erhvervsområdet.

- Men løsningen er ikke at sende flere penge. Jeg tror på, at vi kan frigøre flere ressourcer, hvis vi viser faglighederne tillid. Kontrol har aldrig været en motivationsfaktor for mennesker, pointerer han.

- Min egen mor var dagplejemor i over 13 år. Hun har aldrig udfyldt nogen form for dokumentation for hverken sovetider eller bleskift. Det er absurd.

 - Vi skal afskaffe unødig dokumentation og regeltyrani og genindføre lokal synlig ledelse og gensidig tillid, fastslår Venstres Folketingskandidat; Kenneth Mikkelsen.